Efterskrift fra "Jeg hørte en røst".
Af Frank Jacobsen.

Vi har under denne gennemgang af Johannes Åbenbaring set, hvilken vældig rolle Antikrist spiller, men endnu ikke konkret spurgt, hvem denne store Antikrist er. Mange vil ikke direkte fornægte Guds Ord, men undgår helst at bruge det i praksis. De tør ikke gå i Noahs og Abrahams og Moses og Davids og alle troendes spor: at gøre brug af Ordet fra Gud i livet og alle livets begivenheder. Men hvad er Guds ord da værd, om hjertet ikke vil tro det sådan, så det tør leve i Ordets lys? Det er jo netop derved, du viser, at du tror Herrens Ord: at du tør bruge det som et lys for din fod.

Når vi alligevel helt bevidst adskiller fortolkning og aktuel betragtning, så er grunden den, at vi aldrig bør binde os sådan til det aktuelle, så vi læser Skriften med briller på. Aldrig skal vi af vor fortolkning af Skriften være bundet af en forståelse af det aktuelle. Kun ét skal binde os: hvad Ordet siger - og så med det lys gå til det aktuelle. Derfor: gå altid til Skriften, som har du aldrig hørt den før. Og: hold altid for­tolkning og aktualitet adskilt.

Men lad os nu i det følgende se 12 ting, som findes hos Anti­krist. Flere kunne nok nævnes, men med disse berøres det vig­tigste:

1: Hovedsagen ved alle de antikristelige kræfter, som apost­lene bekæmper i NT - der var allerede da mange antikrister, 1. Johs. 2,18 - er, at de lærer et andet evangelium end retfærdiggørelsen af tro (jvfr. Gal. - Fil. - Kol. m. fl.). Johannes skriver, at de fornægter Kristus kommet i kød (1. Johs. 4,2-3), hvilket vil sige, at de nok kommer i Jesu navn (jvfr. Mat. 24,5 og 24), men de skal fornægte den gernings betydning, som han har gjort. Det er, som Luther siger: de kan tale ret om, at Jesus er født af jomfru Maria, død for vore synder på korset og oprejst på den tredje dag. Men dermed har de ikke prædiket evangelium. Det gør de først, når de prædiker til hvad gavn, Kristus er født, død og oprejst - at en synder i det har al retfærdighed alene ved troen. Ellers fornægtes Kristus kommet i kød.

2: Hans lære er i samklang med en fælles grund i menneskesjælen (jvfr. 13,1: Dyret fra havet).

3: Han fremtræder som kirke (hvilket ligger i ordet »skøge« i modsætning til »bruden«). Han vil åbenbart fremtræde som »retfærdigheds tjener« (2. Kor. 11,14).

4: Han sidder i Guds hus og udgiver sig for at være Gud (2. Tess. 2,4).

5: Han hører hjemme i Rom - der skal være moder til alle jordens skøger (Åb. 17,5).

6: Han skal være klædt i purpur, ædelstene, skarlagen og perler (Åb. 17,4).

7: Han skal være mærket af Jesu vidners blod (Åb. 17,6).

8: Han skal være »lovløs« (2. Tess. 2,3). Dette ord skal vi nok være varsomme med at tolke alt for hurtigt. Mange tolker det, som om det betød, at Antikrist var en anarkistisk magt. For Gud er »lovløshed« meget mere. Således siger Je­sus om farisæerne, at de er fulde af »lovløshed« (Mat. 23,28). Denne lovløshed får vi et vældigt billede af i Rom. 2, hvor vi hører, at de lærer og underviser andre i Guds lov, men ikke sig selv. Og det kendes på én ting: deres ubodfærdige hjerte (v. 21-23 og v. 5). De kender og lærer ikke syndefordærvet, hvilket svarer helt til det evangelium, de prædiker, som altid er et evangelium på lovens vis, idet det lægger stor vægt på, hvad Gud kan gøre os til, medens det sande evan­gelium lever af, hvad Gud tilregner  os, fordi det sande evan­gelium ved, at under loven når hjertet kun til at kende sin synd - det bliver bodfærdigt.

9: Han er fuld af bespottelse (Åb. 13,5). Dette skal sik­kert også forstås i lyset af farisæerne, om hvem Skriften siger, at de er Guds navn til spot (Rom. 2,23-24). Selve deres lovlære og evangelium er store ord og bespottelig tale for ham, som kun kender én frelse for syndere: at de får tilregnet alt, hvad de mangler, som en nådegave fra ham, som vandt dem nåden ved sit offer.

10: Han skal være en religiøs og politisk magt på én og samme tid (Kp. 17).

11: Hans rige skal være et verdensrige, forskelligt fra alle andre, men nært knyttet til et jordisk verdensrige (Dan. 7,23-25 og Åb. 17,11-13).

12: Han skal have magt til at kunne dødsmærkes og dog overleve (Åb. 13,3).

I sandhed en broget samling kendetegn. Uvilkårligt siger man til sig selv: »Hvis det passer på nogen person eller magt, må det ufejlbarligt være Bibelens Antikrist.« Og nu er der vit­terligt en, som bærer hele denne brogede samling af kendetegn: Paven.

Hans evangelium er et andet end Guds. Derfor kom reformationen. Alene evangeliet om den ved troen tilregnede retfærdighed er årsagen til Luthers fremståen og livsværk. Pavens religion er helt i pagt med den almen-menneskelige religion - både i lære og kult. Han fremtræder som retfærdigheds tjener og som kirke, men er efter evangeliet »skøge«. Han sidder i Guds hus og udgiver sig for at være Gud. Hans officielle titel er »Guds Søns Vikar« (smlgn.: Antikrist = Stedfortrædende Kristus).

Indtil for få år siden fandtes denne titel på pavens krone (tiaraen). At den er fjernet skyldes sikkert udelukkende økumeniske hensyn, og ikke en ændring i læren om pavestillingen. Den er nemlig i sit princip uforanderlig. Han hører hjemme i Rom. Hans embede er omgivet af purpur og ædelstene og anden pragt. Han er mere end nogen anden magt i verden mærket af deres blod, som vidner om retfærdigheden ved tro på Jesus. Hans lære er »lovløs« på farisæernes vis, idet han taler om retfærdighed og hellighed på lovens vis i strid med den bodfærdighed, som loven virker, hvor Helligånden er. Hans lære er bespottende, som vi ovenfor så. Men dertil kommer i sandhed al den bespottelse, der ligger i hans påkaldelse af helgener og jomfru Maria, læren om messeofferet m. m. Han har både religiøs og politisk magt. Hans rige er et verdensrige, skønt det ikke råder over mere land inden for sit statsområde end 44 hektarer. Og han har magt, som gang på gang i historien har overlevet »dødssår«.

Kun ét af »kendetegnene« mangler sådan set klarhed: forbindelsen med et verdensrige. Men at pavemagten er ved at indtage en mere og mere central stilling i både den politiske og åndelige udvikling - ikke blot i Europa, men i verden - er tydeligt.

Verden er i dag ledet af én og samme tanke - hvilket iflg. Åbenbaringen var grundlaget for Antikristens magt, kap. 17,13 og 17 - nemlig den gamle, babyloniske tanke: at stå sammen, skabe sig et fælles navn, for ikke at komme fra hin­anden, idet man har erkendt, at grænser giver årsag til krige. Verden i dag vil fred som ingen sinde før. Derfor sker der en samling af verden i dag både politisk og kirkeligt. Og centralt i disse fredsbestræbelser står pavemagten.

Politisk kan vi tænke på det pavelige brev, som blev udsendt fra Vatikanet for nogle år siden, hvori paven opfordrede alle katolikker til at »gå i første række i arbejdet for samling af Europa. En gradvis opbygning af Europas enhed betyder, at man må besejre isolationen og den snævre nationalisme«. Og så nævnede paven det dybere mål: »Kun i sjælenes og hjerternes forening i samme tro  og samme kærlighed, vil man kunne gennemføre et sådant overnationalt samfund i første række for Europa, men med kald over for hele verden«.

At det sidste ikke glemmes, fremgår bl.a. af pavens rejser. Lad mig i den forbindelse citere en dansk avis om pavens besøg i Indien i 1964: »Mest bemærkelsesværdigt er imidlertid noget andet. Dagen efter sin ankomst mødtes paven med religiøse ledere fra praktisk talt alle de religioner, Indien rummer. Og paven sagde nogle smukke og venlige ord om at finde sammen - ikke blot som turister, men som pilgrimme, og om samarbejdet for at bygge menneskehedens fremtid«. Tror du, der var uenighed om det? Nej, Gud har givet verden at handle ud fra én og samme tanke. 

Senere i samme artikel stod der: »Man aner faren for religionsblanderi, men pave Paul har åbenbart ment her at måtte løbe en vis risiko. Han er jo i øvrigt som bekendt ivrig for, at de forskellige religioner skal stå sammen mod materialisme og gudløshed«.

Ikke for ingen ting kunne vore hjemlige aviser meddele med store, fede overskrifter, hvordan paven blev modtaget og hyldet under sit besøg i Amerika som »Fredsfyrsten« - ikke blot af katolikker, men af mennesker af enhver religiøs observans. Og typisk for situationen var det også, at det var pavens ansigt, man så i TV, da der atter kom skred i fredsforhandlingerne om Vietnam. En bekendt, som sad i samme stue som vi, udbrød spontant: »Han er en fredens mand«.

I denne forbindelse vil det nok også være rigtigt at nævne den nære forbindelse, der består mellem USA og Vatikanet. Således kommer mere end halvparten af Romerkirkens årsindtægt fra USA. Og så indflydelsesrig er Romerkirkens magt i USA, at kardinal Stritch i Chicago kunne sige: »USA er ikke længere et protestantisk land«, ligesom vi husker, at en af præsident Nixons første embedshandlinger var at besøge Europas politiske spidser - deriblandt paven.

Der har således også flere gange været drøftet muligheden af, at paven under en kommende krig sikkert bliver nødsaget til at flygte til USA og genoprette Vatikanet på den vestlige halvkugle, idet man formoder, at Sovjet i hast vil besætte hele det europæiske fastland med Rom. Således skulle der også være banet vej for den profeti, at Antikristen skal ødelægge sin egen hovedstad (Åb. 17,16).

Dette er et uudtømmeligt emne. Men mon vi behøver mere for at opfylde vor hensigt: at gøre den vågne opmærksom på en for bibellæsere påfaldende udvikling i tiden?

På det åndelige plan finder vi denne ene og samme tanke realiseret i den økumeniske bevægelse, hvor man netop også tilsigter sammenhold og fred og derfor i fællesskab forbander enhver, som i troen taler og arbejder imod dette fællesskab.

At Romerkirken står uden for den økumeniske bevægelse hindrer på ingen måde, at den alligevel står i centrum. Den er kirken, som drager de andre kirkers blikke hen mod sig.

Mere og mere almindelige er de rester, som med dr. Robert Dodds mener, at i løbet af de to næste generationer vil sandsynligvis de fleste protestantiske og græsk-katolske kristne være rede til at anerkende Rom og den romerske kirke som et sym­bol for deres tro.

Flere ting forklarer, at dette er muligt. For det første skal vi huske, at enhver protestantisk kirkes grund er Skriften alene. Al kraft i tro og tale beror på tillid til Skriften. Denne tillid findes reelt ikke mere p.gr.a. den bibelteologi, som drives i dag. De protestantiske kirker er, hvor uhyggeligt det end er at tænke på og sige, kirker uden noget budskab. Det er ikke mere muligt for kirkerne at tale et troens ord. Skriften, som for Luther var entydig og klar - i modsætning til Romer­kirkens syn på Skriften - er i dag ikke mere entydig og klar heller for de protestantiske kirker. Med rette sagde Martin Niemøller: »Vi lever i protestantismens dødsstund«. Dette vil langs ad vejen styrke kirke- og embedsbegrebet, som det er formet i pavekirken.

I nøje tilknytning hertil må vi nævne den moralske opløsningstendens, som i høj grad beror på vore kirkers indre opløsning og deraf mangel på evne til at vejlede. Men moralsk opløsning kan ikke fortsætte i det uendelige. Enten går et folk helt til grunde, eller også vil det en dag reagere. Og da vil det komme verden til gode, at der i verden er en »lovløshedens« magt, som kan lede mennesker moralsk uden at vække og berøre det dybe syndefordærv. Vi kan godt være visse på, at det, som paven synes at miste nu ved sin moralske fasthed, får han mange gange igen, når fordærvet er blevet uudholdeligt for menneskeheden

Kun én kirke har i dag lærefasthed og moralsk fasthed, pavekirken. Derfor vil den vinde gennem den økumeniske udvikling i de andre kirker.

Og så må vi dog tilføje: NEJ, EEN kirke mere står læremæssigt og moralsk fast, men den er usynlig for menneskeøjet og har intet fællesskab med det religiøse i det naturlige menneske, og det er den kirke, som alene har ret til navnet kirke, men af »kirkerne« tit kaldes for »sekterisk«: Lammets menighed, Bruden. Den viger ikke fra Jesu Kristi evangelium i økumenisk henrykkelse og blødhed. Og den viger ikke fra det lys over livet, som Helligånden gav os i den Hellige Skrift. Og denne kirke er den eneste kirke, som er en  evig  kirke.
---------------------------------------
Bogen er udgivet på Frimodts Forlag 1973.
Genudgivet på Nyt Livs Forlag 2009.
Læs desuden:   "Jeg hørte en røst" af Frank Jacobsen nu genoptrykt.