|
Bibelen, religionen og kirken er i det nye årtusinde kommet stadig mere under debat. Bibelske beretninger afvises som de rene myter. Er de det? Og hvor meget kan vi overhovedet stole på den hidtidige bibelforskning?
Løgnagtig eller 'sagn
foråret 2004 blev hidtil hemmeligholdte luftfotos af Araratbjerget på den tyrkisk-russiske grænse frigivet af CIA. Flere ekspeditioner forberedte sig til ved sommertid på bjerget at undersøge en anormalt struktureret genstand med særlige målforhold, som disse fotos viser -ifølge verdenspressen. Men lignende har vi hørt før. Dertil udtalte docent dr.theol. John Strange fra Teologisk Fakultet, Københavns Universitet, i Kristeligt Dagblad (26.maj) om denne Noahs ark-episode: "Man kan ikke finde beviser for et sagn", og "historisk underbyggelse af Bibelen gennem arkæologi er i bedste fald naiv og i værste fald løgnagtig". Igen, lignende har vi hørt før - en udbredt tendens. Ser vi op over Noahs-ark-lignelsen og ser på selve helhederne i bibelberetningen, må spørgsmålet stilles: Hvad nyt véd den pågældende teologidocent om "historisk underbyggelse" og såkaldte "sagn"?
Mangler i ældre kildemateriale har ført til en udbredt teoretisering af fortiden.
Ikke opdigtet
Helt fra forskningens start var det stærkt uheldigt for dens involverede områder, at teorier (i flere henseender stadig accepterede) om Bibelens tilblivelseshistorie blev etableret før, den videnskabelige arkæologi var udviklet.
F.eks. Bibelens omtale af en sumerisk-babylonisk oldtidsby Ur ansås derfor længe for en myte. Men i 1927 udgravede den britiske arkæolog Leonard Wolley bl.a. denne bystats kongegrave, der kunne fastslå byens rette identitet. Han afdækkede et stratum dybt nede i Urs undergrund, som viste en eneste, langvarig kæmpemæssig oversvømmelse. Den er dateret ubestridt præcist svarende til den bibelske oversvømmelse i Mellemøsten. Forskere kunne så skændes om, om det lige var den bestemte oversvømmelse, der blev omtalt, men altså ikke om en sådan kæmpe oversvømmelse på den tid overhovedet havde fundet sted.
Teoretikere afskaffer historien
Der er overleveret omfattende, værdifulde oplysninger om fortiden. Men set fra de seneste års mange fund og resultater fremstår en hel del af forskernes teoretisering af fortiden som direkte absurd.
Oprindeligt havde man et begrænset materiale - og et begrænset overblik. Men lige siden er der fremkommet betydelige tekstfund og meget mere arkæologisk materiale - og ikke mindst nye avancerede teknikker. I det lys virker det besynderligt, at adskillige forskere udviser så negative reaktioner overfor resultaterne af det nye indblik. De ses nidkært at fastholde deres gamle opfattelser - f.eks. at Moses er en myte, på trods af en ny viden som klart understøtter det modsatte. Hvordan kan forskningen selv forlige sig med disse 'skævheder'?
Hvad er logikken bag flere forskeres negative attitude over for det efterhånden overvældende antal konkrete indicier for flere bibelforholds realitet? Kernen i bibelske og andre kulturers ældre beretninger er hyppigt blevet afdækket som afgørende mere konkret-historisk end mytisk (selv om langtfra alt er historisk).
På den baggrund burde vi stole mere på historiske enkeltheder i bibelteksterne end på mange af de modeprægede bibelforskningsteorier, der kan finde på at negligere historisk ægte materiale. Fra disse trends inden for den bibelrelaterede forskning fremsættes der desværre mange uforsvarligt selvsikre postulater. F.eks. sådanne påstande at Jesus og Moses ikke er reelle historiske personer, men mytefigurer.
Mange beretninger, der blev anset for myter, kan ofte historisk verificeres,
men en del forskere vil nødigt opgive deres gamle tro eller irrationelle teorier.
Jesus som myte
Denne tendens til betvivlelse af historiske personers og begivenheders eksistens begyndte i 1800-tallet. I tiden derefter med større åndelig frihed kunne mange ikke godtage Jesus som "Guds søn". Under denne medfølgende sækulariseringsbølge foretog forskningen et hertil helt unødvendigt skridt ved at begynde at afvise, at Jesus havde eksisteret historisk.
I begyndelsen af 1830'erne skrev en fransk forfatter en parodi på den tendens i sin bog "Bevis for at Napoleon aldrig har eksisteret". Bogen blev oversat til flere sprog, også skandinaviske.
Men i Danmark skrev Georg Brandes i 1925 "Sagnet om Jesus". Bogen er skarpsindig, men også retorisk-polemisk på bekostning af videnskabelig analytisk stringens. Brandes var inspireret af den tyske filosof Ludwig Feuerbach (1804-1872) ifølge hvis hovedværk "Om kristendommens væsen", religionerne og her kristendommen er menneskeskabte strukturer - konstrueret til at binde folk og afholde dem fra at tænke selv og handle som levende væsener.
Forskere udstedte talrige uunderbyggede forklaringer uden at få kritik. Især drog man uvidenskabelige konklusioner ved bruge generaliseringer, hvorved flere uopklarede og ofte uforståelige forhold blev "beviser" for, at "intet passer". Accept af den tænkemåde bredte sig stærkt.
Filmisk gengivelse af Jesus ved den Sidste Nadver.
Opløste teorier fastholdes nidkært
I en fortsat løbende fight afviser flere forskere til stadighed eksistensen af den bibelske kong David ved at påstå, at jøderne "opfandt" David. Men i 1993 udgravede arkæologen Avraham Biran i Tel Dan i Nordisrael et sejrsmonument af basalt fra 800-tallet f.Kr. Den var opstillet af Israels syriske fjender, aramæerne, 100-150 år efter David. Stenen er inskriberet med "Israels konge" samt "Davids hus", bjtdwd . Navnet findes endog på Mesha-stenen fra 900-tallet f.Kr. Alligevel blev navnet betvivlet - det ville ødelægge en stor forskergruppes historiemodel, hvori David betegnes som "ikke-autentisk".
Derfor besluttede man behændigt, at bjtdwd skulle være et teknisk set ligeså korrekt udtryk: '(guden) Dods hus' eller 'keddelhuset' (køkken). Dette til trods for det umulige i, at et sejrsmonument skulle berette om at have besejret/erobret et køkken! Disse mere særprægede tolkninger skulle nu synes udelukket ved yderligere to af basaltstenens fragmenter, fundet 1994. De er inskriberet med navnene på Judas konge Ahaziah (fra traditionen om Davids hus) og Israels konge Jehoram. Sidstnævnte kæmpede ifølge Bibelens "2. Krønikebog" (22,5) mod Assyriens konge, der vandt og altså lod stenen opstille. Men David betvivles stadig.
Moses betragtes ofte som myte - det gælder også David, og man ønsker ikke
at anerkende, at han er nævnt bl.a. i denne indskift fra Nordisrael ca. 800 f.Kr.
Realhistorie omdøbes til myte r
Skønt vi i dag har det udvidede historiske materiale, tekstforskning og arkæologiske fund til rådighed, ser vi samtidig en større historieløshed . Heraf opstår let et manglende syn på historiske sammenhænge - og derfor en uheldig modtagelighed for mindre seriøse påstande om historiske forhold.
Det sker åbenlyst inden for nutidshistorie: Til trods for, at der på Månen blev opstillet reflektorspejle, hvorfra minimale variationer i afstanden Måne til Jord laserstråle-måles dagligt fra flere observatorier på Jorden - foreløbig gennem mere end 30 år - samt at talrige månesten blev bragt tilbage til Jorden, trives myterne herom: Deres mange tilhængere hævder, at månerejserne aldrig har fundet sted, og at det hele er filmtrick optaget i en ørkenbaghave i Californien.
Og skønt der stadig forevises holocaust-gasovne i bevarede KZlejre, nu mindemuseer bl.a. uden for Wien - idet tyskerne under turbulens ved krigsafslutningen ikke havde nået at slette alle disse spor - benægtes eksistensen af holocaust af mange. Ligeledes benægtes, på trods af overvældende dokumentation i de åbnede sovjettiske arkiver, at Stalin var skyld i drab på millioner af mennesker.
Således omdøbes historie til myter - og omvendt opfindes myter for at lave om på realhistorien. F.eks. tages myten om "Elvis lever" alvorligt blandt et langt større antal, end man umiddelbart ville formode.
Det fortsatte problem er de mange forhold i Bibelen og ved flere oldtidspersoner, der, nu i to århundreder, af lærde teoretikere blev fastholdt som myter. Ubemærket af de fleste af os bliver den form for "omdøbning" foretaget i en så vid udstrækning , at det i en lang række alvorlige tilfælde må kaldes "mord på historien".
Den første månelanding i 1969 - en myte?
Historiske Iliade-forhold ignoreret
Endnu et eksempel: Forskerne tog tidligt Bibelens omtale af et komplet ukendt folk, hittitterne, som bevis på, at dette folk var en opdigtet myte. Men tyske udgravninger i Tyrkiet ved Boghazköy i 1905 blotlagde hititternes hovedstad og deres kultur, som viste, at bibelomtalen reelt baserede sig på en sand gengivelse.
Hititternes arkiver blev ført til Berlin (nu i Berlins Vorderasiatisches Museum). Af deres tekster fremgår, at hittitterne blandt deres naboer, trojanerne, var velbekendt med en prins Paris - endda også under hans andet navn prins Ilion - fra Troja (Ilion). Prinsens navne derfra er tydeligt gengivet. Teksten er fra netop den tid alle klassiske kilder og Homers "Iliaden" peger på - nemlig 1100-tallet f.Kr. ifølge nutidig tidsregningsform.
Selve oldtidsbyen Troja var proklameret som en myte, indtil Schliemann i 1870 fandt byen ud fra Iliadens præcise topografiske angivelser. I 1876 fandt han den myteomspundne
Mykene-kongeskat . Begge fund ved hjælp af sin systematiske pionerarkæologi - bl.a. med sin opfindelse af et noteringssystem og af søgegrøfter, som begge blev et forbillede for alle senere arkæologer. Men i lærde kredse blev han ikke for populær for sine opdagelser. Og selv efter man nu har kendt til arkiverne et århundrede, fortsætter mange forskere fra skrivebordet alligevel med at proklamere, at Iliadens historiske træk og prins Paris og Troja er fiktion og ren myte.
Den såkaldte myte om Iliaden viser sig i flere dele historisk ægte.
Fra myten tilbage til historie
Ligeledes har store arkæologer og opdagere afkodet andre hidtil påståede myter. F.eks. har man på Kreta fundet Knossos, Labyrinten og andet oldtidsfolk, minoerne, samt linear-B tavlerne m.v.
Også kong Midas blev påstået at være en myte. Her kan det undre, at Alexander d. Store anerkendes, men ikke hans bekendtskab med en historisk arv angående den uhyrligt rige kong Midas og dennes far kong Gordion, blot 400 år før, skønt Alexanders besøg i deres by, Gordion, dokumenteres. Det vil svare til, at vi ikke ville anerkende eksistensen af solkongen Ludvig d. 14. i Frankrig kun 400 år før vores egen tid.
Forskerne måtte trække deres mytetorier tilbage, da en amerikansk arkæolog, Dr. Rodney Young (University of Pennsylvania Museum of Archaeology and Anthropology), i 1957 lykkedes at finde og åbne Midas' gravhøj ved byen Yassihöyük i Tyrkiet. Her lå oldtidsbyen Gordion. En uhyre præcis datering af gravens indhold til ca. 750 f.Kr. stemmer fuldstændigt med detaljerede data i de såkaldte myter.
Kong Midas' gravhøj ved oldtidsbyen Gordion.
Konkret information
På helt samme måde er også nogle af de overhovedet største arkæologiske fund flere andre steder på kloden afdækket - via konkret information i flertusindårige myter og legender.
Men når antikkens geograf og astronom Ptolemæus omtaler byen Ubar (i det sydlige Arabien), blev det afvist med, at "man ikke kunne stole på Ptolemæus". Den sporløst forsvundne 7.000-årige oldtidsby Ubar blev genfundet i november 1991 under 60 meter sand.
Det skete efter flere års luftfotosøgning, hvor byen da blev lokaliseret i Oman på specielle radarfotooptagelser fra rumfærgen Challenger tilbage i 1984. Da arkæologer nåede til stedet i ødemarken, hvor byen forsvandt for nær 2.000 år siden, viste det sig, at ørkenbeduinerne havde bevaret traditionen om byen og dens beliggenhed intakt. Ingen havde taget beduinernes gamle viden alvorligt, den var bare blevet anset for myter.
Buddha ansås for myte
Endog Buddha blev kaldt en myte. Dette blev konkret modbevist i 1876, da den britiske arkæolog John Cunningham (støttet af sin assistent A.C. Carlleyel) fandt, og udgravede, Buddhas forsvundne fødeby Lumbini og hans barndomsby Kapilavastu i Nordindien. Begge ligger i Nepals grænsedistrikt, og Cunningham publicerede hurtigt disse fund i sin "Ancient Geography of India".
At netop de steder var de korrekte, bestyrkedes overvældende præcist af historiske inskriptioner. Flere af disse blev fundet i 1890erne af en tyske arkæolog, den pali- og sanskrit-sprogkyndige Dr. Alois Anton Fuhrer, i britisk tjeneste. Han fandt også kong Asokas berømte søjler og deres bekræftende inskriptioner.
Men allerede forinden havde Conningham flere problemer med en lokal, fundamentalistisk hinduregent, der ønskede at flytte denne fokus på Buddha bort - til steder lidt længere nede i Nordindien.
Således ses udover rigide forskningspolitiske interesser også politisk-religiøse forhold at kunne hæmme opklaringen af ahistoriske myter. Disse problemer kendes også i mange andre historiske arkæologiforhold. F.eks. bliver regulære israelitisk-jødiske oldtidsfund nord for nuværende Israels grænser, bl.a. i Libanon, for det meste betegnet "syriske kulturfund".
Buddha blev ved fejlagtig teori betragtet som myte.
Kilderne mod 'Mosesmyten'
Også selveste Moses bliver vedholdende hævdet at være en myte - i åben modstrid med angivelser i mange oldtidsoptegnelser. Et faktum er, at den farao, der nu kendes som Tuthmosis II, findes omtalt i oldtidens jødiske skrifter som "Moses' stedfar" og faraos datters ægtemage. Dette bl.a. ifølge den egyptisk-jødiske forfatter Artapanos, ca. 150 f.Kr., citeret af oldtidens kirkehistoriker Eusebius (Eusebius 433b), der her gengiver et vigtigt specifikt datum: At denne farao (Tuthmosis II) var det ældste kendte tilfælde af elephantiasis.
I senere tider efter Moses' epoke havde ingen jødisk præst eller skriver mulighed for at kunne kende til sådanne karakteristika, udover netop fra deres gamle overleverede tekster. Farao Tuthmosis II's mumie blev først fundet i 1881, hvor hans hud stadig viser en udviklet lidelse med elephantiasis-lignende udposninger, det voldsomste tilfælde på nogen kendt kongemumie. Altså kan disse værdifulde data ikke være opdigtede, men henviser præcist til en bestemt farao og hans tid, nemlig omkring 1500 f.Kr., hvilket dermed også må indgå i en mere korrekt tidsramme for Moses.
Kong Ptolemæus II lod, ca. 285 f.Kr., indsamle gamle tempelbiblioteker og arkiver fra hele Egypten til sit nye store bibliotek i Alexandria. Kongens historiker Manetho beskrev bl.a. ud fra dette materiale, at Moses' og israelitternes udvandring fandt sted under den Amenophis, vi nu kender som Amenhotep II. Denne farao var Tuthmosis II's barnebarn. Igen, ovennævnte tidsramme for Moses passer eksakt. Men forskere hævder, at "man kan ikke stole på Manetho". Hvordan kan vi da stole på teologiske forskere med håndfaste udsagn, at "Moses er opfundet af jødiske præster i 300-tallet f.Kr." i Israel eller Babylon, når Manetho næsten på samme tid i Alexandria kan referere i præcise detaljer om Moses fra langt ældre egyptiske optegnelser?
Yderligere har disse teologiske forskere endnu ikke taget konsekvensen af, at den israelske arkæolog Gabriel Barkay i 1979 i en grav i Jerusalem fandt en nøjagtig tekst fra 4. Mosebog skrevet på sølv-scrolls. De er nu på Israels Museum og er dateret så langt tilbage som 600-tallet f.Kr. Mange andre myteerklærede bibelforhold afklares tilsvarende i min bog Den Hemmelige Religion - i dens specielle gennemgang af "bibelforskning over for nyorientering": Moses eksisterer fuldt logisk kildeplaceret i den historiske kontekst.
Fund af 2600 år gamle skriftruller i israelsk grav har indicier for Mosesberetningen.
Arrogance over for indicier
Skrivebordsteoretikerne måtte opgive kong Midas, hittitterne, byen Troja og endda Buddha m.fl. som myter p.gr.a. arkæologiske beviser. Men hvad med Bibelens ældste dele, Mosebøgerne? Her er teologer ofte mere stædige end andre fagfolk og vil stadig for alt i verden bevare myteteorien. Men folk i oldtiden kendte forskel på myter og historie. I stedet for udokumenterede mytepåstande burde forskerne selv starte først med at bevise, om data er myter.
Gennem næsten 1800 år skulle man betingelsesløst tro på Bibelen. I senere tider skal man ifølge netop teologer ikke tro på Bibelen. At blive konfronteret med nye, konkrete facts om realhistorien kan endog ses modgået med næsten religiøs fanatisme og undertiden lidt aggression. Det skal ikke forstås, som at de mange dygtige forskere evt. er mindre dygtige på deres felt, men blot at det kan være temmelig ansvarsløst at afvise fortidens hændelser på forhånd som "fantasier": Hvorfor skal folk i tidligere tider gøres dummere end nutidens mennesker ved at blive udstyret med en tro på regulære skrøner som deres historieviden?
Det er et uomgængeligt faktum, at ingen af oldtidens lærde, ikke engang de der var modstandere af Bibelen eller jøderne, har benægtet, at Moses har eksisteret. Den benægtelse, som nutidige forskere foretager, ville anses for arrogance.
Begrænset historisk overblik har bidraget til en del absurde teorier.
Historiske bibelforhold
En uheldig lang række af myteerklærede bibelske forhold findes som nævnt i "Den Hemmelige Religion", bind 4 i Ove von Spaeths Moses-serie. Heri er fremlagt en veritabel "70-punkts-liste" (på 32 sider i bogens appendiks) med data og nysyn på disse problemer.
F.eks.: at det tidligt blev afvist, at en i Bibelen flere gange nævnt assyrisk by Ninive nogensinde havde eksisteret. Men i 1849 udgravede Henry Layard ved Kujundjik ruinerne af Ninive og her især kong Sankerib's (Sennacherib's) palads. På dets vægge fandtes afbildet og beskrevet kong Sankeribs erobring, 701 f.Kr., af en af den jødiske kong Ezekias' byer, Lakish: - dette er også gengivet i Bibelens "2. Kongernes Bog" (17-19).
Desuden blev det længe påstået, at bibelforfatterne havde opfundet en ellers ukendt farao Shishak, indtil egyptologer fandt beviser for denne farao Sheshonq I både i Theben i Egypten og i Megiddo i Israel.
Babylons kong Belsazzar, nævnt i Bibelen, blev af fremtrædende, bl.a. tyske, forskere afvist som opdigtet. Senere arkæologiske fund fra sydlige Irak viser hans historiske eksistens som kong Nabonid's søn og co-regent, der af sin kongelige far blev betroet kongedømmet.
Dette er blot tre yderligere af de mange eksempler, hvor i stedet en udvidet vinkel hos de pågældende fagfolk vil kunne bidrage med flere værdifulde erkendelser til forståelse af en vigtig del af vores historie. Men på forhånd blot nedladende at afvise f.eks. de omtalte nye ekspeditioner har i hvert fald intet med videnskab at gøre.
Ove von Spaeth
Uafhængig historiker. - Copyright © 2004
Flere dele af teksten er fra Ove von Spaeths bøger “Den Hemmelige Religion" og "Profeten som Ukendt Geni" - som er hhv. bind 4 og 5 i hans bogserie "Attentatet på Moses".
( C.A.Reitzels forlag og boghandel, tlf. 33 12 24 00 & info@careitzel.com )
Yderligere information: www.moses-egypt.net
|