Det er sørgeligt, men sandt. 

Siden 1910 er lægevidenskaben ikke kommet op med én eneste kur for én eneste af de kroniske sygdomme, der plager menneskeheden. Det bliver diskutteret andetsted på dette site i større detaljer, og stort set alle i den såkaldte alternative behandlingsverden kender historien, eller kender i hvert fald til de kendsgerninger, der er følgerne af historien. Lægevidenskabens egen historie er underlig nok ikke kendt i den officielle medicinske verden, og det er faktisk ret slående, at de allerfleste læger i dag ikke kender deres eget fags historie. Medicinstuderende er ikke blevet undervist i, at Louis Pasteur på nærmest sit dødsleje udtalte: 'Jeg tog fejl, Antoine Béshamp havde ret' - og hvad det betyder. Men dengang var det for sent, for medicinalindustrien havde sagt 'haps', og den nyreformerte lægevidenskab havde allerede bygget et stort system på hans fejltagelser. Bordet fangede, og vi sidder ved det samme bord i dag.

Men følgende historie er ikke selve lægevidenskabens historie. Det er faktisk en historie om hvordan en læge, der jo er en del af videnskaben, gør det, som man ikke forventer. Nogen vil endda sige: som han ikke har lov til. Hvad bilder han sig ind?

På trods af enorme midler, der er blevet tilført lægevidenskabelig forskning, og på trods af enorme summer, der er indtjent af medicinalindustrien, kan man stort set ikke kurere cancer. Man kan ikke engang forklare, hvad cancer er uden at modsige sig selv. Det er efterhånden ved at være decideret pinligt. Lad os ikke her i al for høj grad repetere den sørgelige histore om Rockefeller og Carnegie, der i 1910 investerer deres olietrilliarder i medicinalindustrien og gennemtrumfer aleopatisk medicin som eneste tilladte. Aleopati er skræddersyet til deres kommercielle formål. Rigtig medicin udkonkurreres med kapitalismens grundmetoder, hvilket har skabt dette misfoster, der er et udvidet organ for netop den petrokemiske industri, der startede det. Forstå det ret. Læger kan sagtens lappe brækkede ben sammen, de kan en masse ting, og vi har brug for dem. Men de kroniske sygdomme er de magtesløse overfor. I dag er man nødt til at lede efter f.eks. osteopati, naturopati, homeopati, taoistisk- eller ayurvedisk medicin for at finde resterne af den oprindelige medicin. Lad os ikke fordybe os alt for meget i den dårlige gammelhed, men i stedet se på et eksempel - og der findes mange for tiden, flere og flere - på den gode nyhed, der betyder genetableringen af den oprindelige medicin, nogle gange i dens originale form, andre gange i en mere hi-tech form, ofte som en kombination. 

Lad os se på en mand, der simpelthen opdager og udvikler en kur for cancer. Behøver vi at tilføje, at den virker? Det burde allerede ligge i ordet 'kur'.

Dr. Tullio Simoncini
Hans navn er dr. Tullio Simoncini, doktor i onkologi, diætisme og filosofi fra Rom. Det er som onkolog (læren om svulster, nærmest synonymt med kræftforskning), at han har slået igennem.

Han havde i sin praksis måttet se på, hvordan mennesker, børn, kvinder, mænd, unge, gamle led og døde på stribe af den behandling, der skulle hjælpe dem mod kræft: kemoterapi og kirurgiske indgreb. Statistikken lyver ikke her. Der dør 9 millioner mennesker om året af cancer. Han er en empatisk og derudover troende mand, og han bad i sin frustration til Gud om, at han måtte blive vist en vej til at hjælpe disse folk.

Han bemærkede, at cancerramt væv altid havde en hvid farve, både i levende form og under obduktion. Den hvide farve var ligesom en svamp, fungus eller candida. De fleste mennesker har candida, som kroppens imunforsvar kan håndtere, men hvis miljøet lokalt forandrer sig og svækkes, dannes der grobund for, at candidaen kan sprede sig til det næste stadie, der ikke blot er enkelte celler, men fastgroende forgreninger i form af kolonier. Det, vi dernæst ser som tumorer, hævelser, svulster, er når kroppen laver en hinde mod candidaen. Den forsøger at indkapsle den for at beskytte de raske celler. 

Studier blandt myrer har vist noget besynderligt. Når myrerne i kolonien opdager et medlem, der er inficeret med en bestemt candida, bliver den båret væk af arbejdermyrerne og dumpet på et afsides sted, hvor den så får lov at dø i fred. I løbet af de følgende dage skyder der ud af dens krop en lang streng (på denne webadresse findes et helt fantastisk low-speed filmoptagelse, hvor man ser den vokse frem), der er svampens frugt, så at sige - teknisk betegnelse halter lidt her, undskyld mit manglende kendskab til mycologi. De sporer, der sidder på frugten vil blive spredt af vinden, og myrerne ved altså, at sporerne kan slå en hel myrekoloni ihjel, hvis de ikke slipper af med den syge myre. Vi vidste det godt: en myrekoloni har en stærk kollektiv intelligens, nærmest en slags neuralt internet, hvor mange små dumme myrer tilsammen udgør en imponerende velfungerende og - bliver vi nødt til at sige - intelligent enhed.

Det er altså candidaen, der slår myren ihjel, ikke omvendt, dvs. ikke at myren dør, og SÅ ankommer candidaen. Det er det, man hele tiden påstår indenfor onkologien. Man siger, at canceren svækker kroppen, og at candidaen er en opportunist, som sætter sig fast på tumoren bagefter. Man skal jo ligesom forklare det faktum, at der altid findes svamp i cancer. Tullio Simoncini hævder det stik modsatte. Han er heller ikke bleg for at sige foran en hel hal af kolleger på en kongres, at denne fejlslutning netop er hovedårsagen til, at de ikke er kommet videre i forståelsen af kræft og udviklingen af kure.

Når man behandler cancer i dag, opererer man eller giver kemo, nogle gange begge dele. Det betyder, at candidaen bliver tvunget til at slippe sit tag lokalt, når det oprindelige bosted bliver ubeboeligt eller forsvinder. Undslippende celler transporterer sig selv via blodet og sætter sig fast, hvor de kan komme til det - kendt som metastaser. Altså kuren gør kræften endnu farligere end før. Kemo er ydermere en kæmpe belastning for kroppen, en kæmpe forgiftning. Folk bliver udmattede, anæmiske, brækker sig, taber håret, osv. Ofte dør patienterne af selve kemoen, men dødsårsagen angives som cancer. 

Candida kræver 'gode' betingelser for at kunne gro. Kvindens vagina f.eks. har disse betingelser, og derfor ses det ofte, at de naturlige bakterer eksister side om side med gærsvampen Candida Albicans. Disse bakterier kan normalt holde candidaen i balance, så den ikke breder sig, men ved at stresse organismen, så den svækkes, kan disse bakterier ikke gøre deres job. Noget i den retning - NB beskrivelsen her er ikke fyldestgørende. Men summa-summarum: af en eller anden årsag forrykkes balancen mellem bakterier og candida, og cadidaen breder sig. 

By the way .. for dem, der tænker i retning af etymologi og homonymer, så er det slående, at 'cancer' allerede findes i 'can'dida og albi'cans' - man har et eller andet sted altid vidst det. Nylige meget omfattende undersøgelser af knogler og mumier 1000'er af år tilbage har i øvrigt vist, at cancer overhovedet ikke var en udbredt sygdom før den dukkede op i visse former i starten af den industrielle revolution. Mundhulekræft sås, da snustobak kom på mode i slut 1700-tal, lungekræft, da fabrikkerne boomer i 1800-tallet, osv. Det en en menneskeskabt sygdom, eller rettere: vi har skabt betingelserne for den udbredelse via vores unaturlige og forgiftede miljø og livsstil. Det er en civilisationssygdom. Dr. Simoncini kalder det en endemi, altså en sygdom, der har en stabil, vedvarende forekomst i modsætning epidemi, der kommer og går.

Vores immunsystem er normalt meget effektivt. Når en hvid blodcelle opdager en svampecelle, angriber den, og svampen bliver slået ihjel. Men hvis immunsystemet er svækket, slipper svampen igennem og kan etablere en koloni, der har samme kraft som et dyr, en mega-parasit. Det er en sammenhængende organisme, og kroppens svar på dette 'dyr' er at lave et fremskudt skjold og en hævelse bagved. Man ser i tumorer en substantiel og lagdelt størrelse, hvor svampen er yderst, og skjoldet + hævelsen bagved. Og det gælder simpelthen for næsten alle kræftformer. Leukemi / blodkræft danner tilsyneladende en undtagelse, da den ikke ses som en tumor. Men tumorens form er ikke som ved bakterieangreb, fx. stafylokok eller streptokok, hvor alt  vævet for og bag er gennemsyret af bakterien.

NaHCO₃
Vi slipper ikke helt for de ucharmerende beretninger om, hvad der helt stereotypt er hændt, når nogen har gjort, hvad dr. Simoncini gjorde. Historierne fra forrige århundrede frem til i dag er nærmest uendelige, og næsten altid efter samme mønster Han finder en kur mod cancer ved at bruge det middel, man fx. i husholdningen - et gammelt husgeråd - bruger som erstatning for gærceller. Det er den simple kemiske forbindelse, der kaldes sodium-bikarbonat, almindelig kendt som bagepulver! Ja, du læste rigtigt. Altså en kemisk forbindelse, der er af sig selv forekommende i naturen, eller i hvert fald meget nemt kan raffineres udfra naturlige ressourcer, og som - og her har vi humlen til svineriet fra den medicinal-lægevidenskabelige branche - derfor ikke kan patenteres, udnyttes og kommercialiceres. Dr. Simoncini præsenterede - dengang måske naivt, måske blot tillidsfuldt (hvilket måske var naivt) sin opdagelse for den italienske sundhedsstyrelse, og her begyndte det forudsigelige svineri. Ikke blot bliver kuren ignoreret, men dr. Simoncini bliver også udstødt af det italienske lægeforbund for at anvende en kur, der ikke er godkendt. GODKENDT! Altså, hvor godkendt skal noget være? Hvad er det for et perverteret kriterie at stille til en revolutionerende opdagelse? Hvem er de autoriteter, der har placeret sig i en position med selvudnævnt ret til at godkende og kategorisk afvise / afstraffe? Hvad er deres interesser, hvem repræsenterer de? 

De gamle ægyptere kendte til sodium-bikarbonat. I over 1000 år gamle ayurvediske skrifter beskrives kuren. I 'Astanga Hrdayam' bind 1 står der: